Havanna

Location 7

Syvende og sidste destination på denne rejse med Globale Kompositioner blev et gensyn med Havanna, hvor jeg boede i 5 mdr. for elleve år siden tilbage i år 2000. Dengang var mit mål med rejsen, at studere cubansk musik. Nu var idéen, at skrive ny musik med udgangspunkt i mødet med nogle cubanske musikere. Om det var Havanna eller mig, der havde forandret sig mest ved jeg ikke, men det var en meget anderledes oplevelse denne gang.

Havanna har stadigvæk et intenst og allestedsnærværende musikliv. Men musikere har ikke den samme adgang til ”gør det selv produktioner”, som man ser overalt herhjemme. Derfor oplever man ikke så mange eksperimenterende ”nutids-produktioner” – og stort set ingen elektronisk musik. Det mærkes tydeligt at man er i et uland, hvor det at leve af at spille musik er meget vanskeligt. Alle bliver nødt til at spille populær musik for det brede publikum for at kunne tjene penge. Til gengæld er musiktraditionen stærk og stolt, der er mange dygtige Salsa og Rhumba musikere, og få steder i verden møder man så mange cafeer og restauranter med live bands.

Jeg har i mange år spillet med det dansk/ cubanske orkester Grupo Danson. I 2005 indspillede vi vores debut album ”Mi Musica” Dengang inviterede vi den Cubanske musiker og komponist Alexander Abreu til Danmark for at medvirke på albummet. Det var Alexanders debut som sangskriver og leadsanger, men resultatet blev godt og resulterede bl.a. i en danish worldmusic award. Siden har Alexander lavet sit eget orkester i Havanna ”Havana de primera”, som har fået stor succes og er i dag et af de mest populære og eftertragtede cubanske orkestre. Jeg vidste, at Alexander ville være et godt link til musikmiljøet i Havanna og mødtes derfor med ham en af de første dage efter ankomst. Han inviterede mig med til at spille med hans orkester og det blev en god anledning til at hilse på de musikere han spiller og samarbejder med. Mit andet link til musikmiljøet i Havanna var percussionisten Julian Morejon Pino. Julian er bror til min gode cubanske ven Yasser Morejon Pino, der de sidste 10 år har været bosiddende i København. Julian tog mig med til øve-sessions med gruppen Afro Cuban og introducerede mig for de musikere der spiller med der.

Det endte med, at jeg fik samlet et godt hold af musikere bestående af: Julian Morejon Pino, Kaisel Leyva, Yandy Gonzalez fra Havanna de primera og Afro Cuban, samt fløjtespilleren Jenniffer Munoz og  violinisten Yadira Rodriguez, som jeg mødte på en cafe i det gamle Havanna hvor de spillede fast et par gange om ugen.

Jeg fik skrevet 2 nye kompositioner i Havanna. Et nummer, der tog udgangspunkt i en traditionel cubansk comparsa figur, og et nummer, der er inspireret af afro-cubanske grooves og figurer. Det lykkedes at få booket en dag i Studiet Egrem, og på trods af travle musikere, der samtidig havde lydprøver og øve sessions et andet sted i byen, endte det med at vi nåede både at få indstuderet og indspillet de 2 numre.

Øyvind Melhus og Øyvind Ganesh Eknes, to Norske fotografer jeg mødte, tog med i studiet og filmede vores session. Jeg har uploadet nogle af deres billeder her på www.globalekompositioner.dk. De arbejder pt. på et lille videoportræt af Globale Kompositioner i Havanna.

Havanna blev på trods af udfordringer ift. logistik m.m. – et musikalsk set meget vellykket forløb og en god afslutning på 5 måneders musikeventyr. Nu venter blot efterbearbejdningen af alt lyd og filmmaterialet fra de sidste 5 måneder.

Next stop KBH.

1 uge i Kathmandu

Tings tea lounge hotel har været en perfekt start på Nepal.
Hyggelig lille oase med rar stemning, internetforbindelse og en ejer med gode kontakter i musikmiljøet. Thomas har taget mig på morgenvandring og klosterbesøg i Kathmandu, og sat mig i kontakt med bla. Mariano, der leder Kathmandu Jazz Conservatory.

Den første tid er blevet brugt på, at lære byen at kende, opsøge forskellige musikmiljøer og lede efter en god vinkel på at skabe et musikprojekt her.

Der er nu to uger tilbage og jeg har endelig fundet en fyr jeg tænker vil være spændende at indspille med. Han hedder Ram, spiller på singing bowls og har en stor samling af 150-200 år gamle bowler, der lyder fantastisk.

Jeg viste ham en musikvideo for at præsentere noget af mit musik. Take it to the bridge/ Body Rhythm factory. Den var han helt vild med og skulle se flere gange. Han holder til her i Boudhanath, hvor jeg også lige er flyttet hen.

Vi har prøvet at indspille hans bowler i hans øvelokale, men lydene fra bowlerne er lige så sensitive som byen er larmende. Der var biler, gøende hunde og munkehorn ud over det hele. Derfor er jeg nu på jagt efter et lydisoleret studie vi kan låne.
Bedste bud virker til at være studiet på Kathmandu jazz conservatory.
Her skal jeg formentligt også lave et efteruddannelseskursus en af de sidste dage i Nepal.

Monsunen sætter sit præg på livet her. Det regner tungt mindst 2-3 timer hver eftermiddag og det meste af natten.
Til gengæld renses luften på denne måde så smokken er til at holde ud.

 

2. møde med Thulani og Gumboot drengene

Under mit andet møde med Thulani og hans Gumbootgruppe begyndte der så småt, at tegne sig en plan for vores fælles komposition. Det bliver formentlig en blanding af nye grooves og breaks jeg laver, et par Body Rhythm Factory samples og nogle variationer over grooves fra Thulani og Gumbootgruppens repetoire. Hvis alt går efter planen vil vi mødes 2-3 gange i løbet af ugen og filme kompositionen på fredag eller mandag. Vi mangler dog stadigvæk en location, et færdigt arrangement og ikke mindst, at blive i stand til at lave en fremførelse med en eller anden form for overskud.

Her ses arbejde med en ny sekvens jeg er i gang med at udvikle.

 

Gear setup

Gear setup på rejsen
Mikrofoner: 3x dpa 4011 mmp-c + 2xsure 57 + Sony linear pmc recorder D50
MacBook Pro med programmerne logic, ableton live, Final Cut Pro x
Kamera: Sony hvr-a1e kamera med lys og ekstra linse + stativer + Canon S95 + lille stativ
Tangenter og knapper: Akai lpk 25 +Korg nanokontrol2+ Novation launchpad
Små klips mic holdere
Opbevaring af data: Lacie harddiscs + dropbox
Ipad2